Foredrag: Peter Møller
Kom med til to timer fyldt med underholdning og spændende, interessante og næsten utrolige selvoplevede historier krydret med masser af relevante musikbidder fra Peter Møllers oplevelser med 70’ernes musikbranche – lige fra dansktoppen til den internationale rock.
Fra 1969-1979 var Peter ansat i musikbranchen, hvor han først startede som reklameassistent og senere blev reklamechef og repertoiremand i verdens største pladeselskab EMI’s danske afdeling. Herfra tog han til BASF som reklamemand, repertoiremand og producer. BASF var på det tidspunkt mest kendt for spolebånd og kassettebånd, men de satsede nu også på grammofonplader. Det holdt dog kun nogle år, og han sluttede i musikbranchen hos Ophelia Records; et lille dansk pladeselskab med base i Karlslunde.
Fra den danske musik vil der være historier om bl.a. Four Jacks, Otto Brandenburg, John Mogensen, Poul Rudi, Keld Heick, Kansas City Stompers, Gitte Henning, Tommy Seebach, Flair, Dario, Jørgen Ryg, Preben Kaas, Hitmakers, Sir Henry & His Butlers, Shu Bi Dua, Cæsar, Arne Myggen, Sebastian, Allan Mortensen, og Ann-Liza.
Fra den udenlandske scene er der historier om Deep Purple, Paul McCartney, George Harrison, Ringo Starr, ABBA, Creedence Clearwater Revival, Jethro Tull (Ian Anderson), Tina Turner, War med Eric Burdon og Lee Oskar, Cliff Richard, Hank Marvin, Diana Ross, Joe Fraizer, Fumble, Don McLean, B. B. King, Electric Light Orchestra, Robert Stolz og flere endnu.
Så kom med til en fornøjelig og rørende walk down memory lane sammen med Peter Møller.

Vallensbæk Rådhus
